Basel og Sydafrika 2018

I Aarhus Pigekor står vi midt i et rigtigt spændende år.

For ikke så længe siden, i oktober 2017, medvirkede vi som det tidligere vindende kor i konkurrencen ”Let the Peoples sing”, som denne gang foregik i Finland.

 

I maj i år rejser vi til Basel, hvor vi har været så heldige at blive inviteret til at deltage i ”Europäisches Jugendchor Festival”, og endelig tager koret i juli måned til konkurrencen ”World Choir Games” i Tshwane, Sydafrika.

 

”Europäiches Jugendchor Festival” i Basel er anerkendt som en af de vigtige begivenheder for ambitiøse og højtkvalificerede børne- og ungdomskor i verden. Til festivalen udvælges ti

europæiske børne- og ungdomskor, ét kor fra et oversøisk land (i år fra Sydafrika), samt syv kor fra Schweiz. I løbet af den fem dage lange festival, skal vi synge hele syv koncerter!

Herunder deltagelse i åbnings- og afslutningskoncert, kirkekoncerter, fælles koncert med alle kor og en workshop med det schweiziske kor Incantanti. Det bliver fem dage med mange nye oplevelser, og vi kommer med sikkerhed hjem igen som et kor, der er blevet en masse oplevelser rigere og med mange nye korbekendtskaber og en udfoldet korhorisont.

 

Ikke så længe efter vi kommer hjem fra Basel, tager vi afsted igen.

Til juli deltager koret nemlig i den internationale konkurrence ”World Choir Games” i Tshwane, Sydafrika. Her skal vi medvirke i en af de største internationale korkonkurrencer sammen med kor fra hele verden. Aarhus Pigekor deltager i to kategorier: Sakral musik med akkompagnement og ”Female Choir”. I konkurrencen deltager nogle af verdens bedste kor, og vi håber at kunne forsvare og måske endda forbedre vores fjerdeplads på Interkulturs rangliste over de bedste kvindelige kor i verden. Vi håber også at kunne komme endnu højere op på den overordnede verdensrangliste over kor, som har deltaget i Interkulturs konkurrencer, og hvor vi lige nu befinder os på en 40. plads.

Med al den rejseaktivitet kunne man måske tro, at vi ikke når at synge hjemme i Danmark, men det er selvfølgelig ikke tilfældet. Vi skal i løbet af det kommende år både holde egne koncerter, deltage i den traditionsrige Kæmpekor-koncert i Aarhus Domkirke og medvirke i det store korprojekt ”Stemmer bygger bro” i Aarhus Festuge. Alle sammen projekter, vi glæder os meget til at være en del af og være med til.

Comments are closed.

 
Back to top